Gyldendal-forfatteren, Selina Juul, kåret som Outstanding Young Person of the Year
Dato: 10. oktober 2011

Forfatteren bag kogebogen Stop Spild Af Mad, Selina Juul, modtog fredag d. 7. oktober TOYP- prisen, der hvert år uddeles af JCI Danmark.

Selina Juul har etableret og skabt international anerkendelse for den frivillige forbrugerbevægelse ”Stop Spild Af Mad”. Her har hun formået at engagere flere tusinde forbrugere samt toppolitikere og kendte madfolk til at arbejde for mindre madspild.


Om baggrunden for valget af Selina Juul, fortæller Nationalpræsidenten for JCI Danmark, Jon Kjær Nielsen: ”Selina Juul er en person, der tager ansvar og gør en forskel via sit store engagement. Hun viser vejen og er en inspirationskilde for andre unge. I en tid, hvor bevægelser opstår og forgår hurtigt, har Selina Juul formået at brænde igennem og nå langt længere ud end blot til den sædvanlige Facebook-interessegruppe, hvilket er én af årsagerne til at dommerpanelet har valgt Selina som prisvinder”.

JCI Danmark er en del af en international organisation med over 200.000 medlemmer, heraf 1.000 i Danmark. JCI medlemmer er 18-40 årige professionelle og entreprenører, der ønsker at skabe udviklingsmuligheder, der styrker unge mennesker til at skabe positive forandringer, at udvikle deres personlige egenskaber, at dygtiggøre sig erhvervsmæssigt, at knytte internationale forbindelser, at bidrage til lokalsamfundet og at opbygge et stort netværk af stærke relationer.

TOYP - The Outstanding Young Person – uddeles af JCI over hele verden. Formålet med TOYP-prisen er at give en hyldest og anerkendelse til de personer mellem 18 og 40 år, der inden for deres felt har gjort en enestående og bemærkelsesværdig præstation. Det er personer, der enten via deres engagement, iværksætterånd, lederskab og/eller entreprenørskab viser vejen og er en inspirationskilde for andre unge.

Bjørn Lomborg, Caroline Wozniacki, Lene Espersen, Ole Bornedal, Outlandish, Christian Stadil, Martin Lindstrom, Jason Watt og Søren Holmgren har det til fælles, at de blandt mange andre har modtaget JCI Danmarks TOYP-priser igennem årene.

Læs mere om JCI Danmark og TOYP-prisen på: http://www.jci.dk/Om-JCI-Danmark/Aktiviteter/TOYP.aspx

Læs mere om forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad: http://www.stopspildafmad.dk/

Med venlig hilsen

Gyldendal

Tilmeld nyhedsbrev

E-mail